|
||||||||||||
Aflukning
Aflukning gør man for at binde maskerne sammen som ikke længere skal strikkes, og for at forhindre dem i at trevle op.
Men også for at forme ærmegab, hals og skuldre. Aflukningen skal hverken være for løs eller for hård.
Tænk på at du skal kunne få blusen over hovedet.
Hvis du vil undgå at lukke af for stramt kan du bruge tykkere pinde end dem du har brugt til at strikke med.
Gør således når du lukker af fra retsiden:
Strik 2 ret.
* Sæt den venstre pind ind i den første maske (af de to du lige har strikket) på højre pind.
Træk denne maske over den anden maske og af højre pind.
Nu er der en maske tilbage på højre pind.
Strik næste maske ret og gentag fra * til du har lukket det antal masker af du skulle.
Gør således når du lukker af fra vrangen:
Strik 2 masker vrang.
*Sæt den venstre pind bag om højre pind igennem den bagerste maskebue på den første maske på højre pind.
Træk denne maske over den anden maske og af højre pind.
Der er en maske tilbage på højre pind. Strik næste maske vrang.
Gentag fra * til du har lukket det antal masker af du skulle.
Hæft den sidste maske:
Når du lukker alle masker af og der kun er en maske tilbage på højre pind skal du hæfte tråden. Gør det enkelt ved at trække garnet igennem den sidste maske. Lad en lang trådende være når du har lukket den sidste maske af. Brug den til at sy sammen med. |
||||||||||||
|
||||||||||||